logo_AAG

Aarhus – Verdens mindste storby på cykel

Aarhus - Verdens mindste storby på cykel

Tag med på denne guidede cykeltur, og hør om alt det, der gør Aarhus til en levende og attraktiv by. 

Aarhus rummer alt, hvad man kan forvente af en storby, tilbyder alle storbyens faciliteter og er tilmed overskuelig og hyggelig, tæt på skov og strand og smuk natur.

Af samme grund har Aarhus opnået stadig større opmærksomhed såvel nationalt som internationalt – og især siden 2017, hvor byen var Europæisk Kulturhovedstad.

På denne guidede cykeltur vil man opleve en række af de attraktioner, som giver sloganet verdens mindste storby mening, både hvad angår historie, kultur, arkitektur, uddannelse, erhvervsliv og sport.

Vi runder vikingernes Aarhus, Domkirken, den nye havnefront med Dokk1 og Europas smukkeste højhus Lighthouse, det verdenskendte og ikoniske Aarhus Universitet og dets hyggelige campus.

Vi passerer også Botanisk have, frilandsmuseet Den gamle By og midtbyens kulturelle fristelser med kunstmuseet ARoS, Musikhuset samt det ligeledes ikoniske rådhus.

Turen vil stort set kun foregå på cykelstier.

NB! Højst 12 deltagere på egne cykler.

Foto: Roar Paaske

Mødested:
Hovedindgangen til Aarhus Domkirke,
Store Torv, Aarhus C.

Søndagscykelturen går vestpå

Søndagscykelturen går vestpå

Tag cyklen frem, og kør med på en spændende guidet tur til den vestlige del af Aarhus, hvor vi og ser og oplever områder, som man måske ikke kender så godt.

Hør historierne bag de mange nye og ældre bolig- og forstadsområder, som vi passerer. Vi kommer blandt andet forbi:

  • Den kulturelle smeltedigel Godsbanen med byens nye arktitektskole.
  • De nye boligkvarterer ved Ringgadebroen og ungdomsboligerne ved Søren Frichs Vej.
  • Åbyhøjs smukke og klassiske villakvarterer.
  • Gellerup – en bydel i forvandling med bl.a. ny bypark og det flotte nye mødested Blixens, der også huser en række kommunale arbejdspladser. 
  • Eksotiske Bazar Vest – og på turen hjemover Botanisk Have, et af byens grønne åndehuller.

NB! Det meste af den godt 15 kilometer rute går ad stier og veje med meget lidt trafik. Der vil være masser af stop undervejs.

Søndagscykelturen går vestpå - guidet cykeltur

Mødested:
Foran Book 1 Design Hostel,
(det gamle hovedbibliotek i Mølleparken). Møllegade 3A, Aarhus C

Kongelunden – Byens grønne hjerte

Kongelunden – Byens grønne hjerte

Vil du vide mere om Kongelunden og alle de spændende seværdigheder, som er spredt ud over det kæmpemæssige og bynære grønne område i det sydlige Aarhus?

Har du lyst til at blive lidt klogere på visionerne og planerne for udviklingen af området og dets mange idrætsfaciliteter?

Så tag med på denne guidede cykeltur, hvor vi fortæller om områdets spændende historie – og hvordan fremtiden tegner sig for det ca. 200 ha store areal, som de mange gode kræfter bag Projekt Kongelunden kalder Byens grønne hjerte.

Se og hør om: Tivoli Friheden – Marselisborg Hallen – Aarhus Idrætspark – Mindeparken – Marselisborg Slot – Forstbotanisk Have – Ole Rømer Observatoriet – Jydsk Væddeløbsbane – Aarhus Cyklebane – m.m.

Kongelunden - guidet cykeltur
Foto: Jens Tønnesen – Aarhus Stadsarkiv

Mødested:
Ved hovedindgangen til Tivoli Friheden,
Skovbrynet 5, Aarhus C.

Hack på cykel

Hack på cykel

Barcelona har Gaudi. Aarhus har Hack Kampmann.

I over 15 år prægede arkitekten Aarhus gennem byplanlægning og prægtige bygninger, der nu står som smukke minder om en tid, hvor næsten alt kunne lade sig gøre i den fremadstormende provinshovedstad.

Turen tager dig med til de mest markante af Hack Kampmanns bygninger – fra Toldboden til Katedralskolen, Aarhus Teater, Posthuset, Erhvervsarkivet, Marselisborg Slot og Handelsskolen.

Få historien om den kongelige bygningsinspektør, der ikke alene holdt øje med statens bygninger i ”Nørrejylland”, men også fik sin egen tegnestue i Aarhus, hvorfra der udgik det ene mesterværk efter det andet.

Tag cyklen frem, spænd cykelhjelmen, og tag med på en rundvisning med fokus på arkitektur.

Hack på cykel - byvandring

Mødested:
hovedtrappen til Dokk1,
Hack Kampmanns Plads 2,
Aarhus C.

Seje kvinder og mænd i Aarhus

Seje kvinder og mænd i Aarhus

Vi cykler i Aarhus C med forhjulet rettet mod en række seje kvinder og mænd, der på hver deres måde har sat deres tydelige aftryk.

De var pionerer for ligestilling eller ildsjæle for kulturel, samfunds- og erhvervsmæssig udvikling. Én person skabte videnskabshistorie, en anden den største skandale i Aarhus i et par hundrede år.

Hør om:

  • Bispinden, der blev offer for ondartet sladder om utugtig levevis og med nød og næppe undgik dødsstraf.
  • Eleven fra Aarhus Katedralskole, der blev lærer ved solkongens hof i Versailles og skabte astronomiske og matematiske teorier.
  • Studinen, der sagde nej tak til Atomkraft.
  • Kong Hans af Jylland, storkøbmand, pioner for landbrugseksport og den største skatteyder i Aarhus i 1860’erne.
  • ”Mr Xin”, den danske Schindler, der reddede 6.000 kinesere under den japanske belejring af Nanjing.

Disse og andre betydningsfulde m/k’er hører du om, når vi tager på historisk cykeljagt i Aarhus.

Seje kvinder og mænd - byvandring

Mødested:
Ved Rytterstatuen af Chr. X,
Bispetorvet, Aarhus C.

Jeg vil gerne tilmelde mig AarhusGuidernes nyhedsbrev

Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet ved at sende en mail til aarhusguide@live.dk.

Dine kontaktinformationer bliver kun anvendt i forbindelse med udsendelse af nyhedsbrevet og slettes igen, så snart du afmelder det.

Vi opbevarer dine kontaktoplysninger forsvarligt, så de ikke kommer uvedkommende i hænde, jf. vores persondataregler.

Bestil en privat tur

Hvis du får en fejlmelding, så send en mail om dine turønsker til aarhusguide@live.dk