logo_AAG

Aarhus i 1200 år

Aarhus i 1200 år

Tag med på vores ”klassiske” byvandring, hvor vi fortæller om:

  • Vikingebyen Aros’ opståen omkring år 770.
  • Middelalderens magtfulde kirkefyrster og deres forhold til adel og kongemagt.
    de snævre, stinkende gader inden for voldene i det gamle Aarhus.
  • Storkøbmændenes æra fra 1400-tallet og til midt i 1800-tallet.
    De fine gamle købmandsgårde, hvoraf enkelte er her endnu.
  • Den begyndende industrialisering.
    de gemte og glemte industrivirksomheder i centrum af Aarhus.

Vi er på spor af historien og fortæller de gode historier om Aarhus gennem 1.200 år. Og trækker tråde op til i dag og i morgen.

Aarhus i 1200 år - byvandring
Foto: Aarhus Stadsarkiv

Mødested:
Hovedindgangen til Aarhus Domkirke,
Store Torv,
Aarhus C.

Aarhus besat og befriet

Aarhus besat og befriet

Vi skruer tiden tilbage til “de fem mørke år” og hører om både hverdagen og de mange dramatiske begivenheder i Aarhus fra 1940 til 1945. Om rationering og sortbørs, stikkere, luftangreb, modstandsbevægelsens sabotage og tyskernes gengældelsesaktioner (schalburgtage).

På denne byvandring kommer vi omkring mange af de steder, hvor de ofte voldsomme begivenheder udspillede sig.

Turen slutter ved Besættelsesmuseet i den tidligere politistation på Domkirkepladsen. Som supplement til turen vil det være oplagt at besøge museet, som genåbnede sidste år efter en gennemgribende renovering.

Hvis du vælger at besøge museet i tilknytning til byvandringen med AarhusGuiderne, får du adgang til grupperabatpris.

Aarhus besat og befriet - byvandring

Mødested:
Rytterstatuen af Christian X,
Bispetorvet, Aarhus C.

Trøjborg før og nu

Trøjborg før og nu

Havn, jernbane og industri giver ved indgangen til 1900-tallet Aarhus det afgørende skub fremad som Danmarks næststørste by.

Byen sprænger sine rammer, og nye kvarterer uden for den gamle bykerne dukker op. Blandt andet Trøjborg, der frem til slutningen af 30’erne opstår som arbejder- og industrikvarterer – men også med plads til villaer for borgerskabet og med Riis Skov og den nærliggende strand som rekreative naboer.

Hør om bydelens historie, om de mange forskellige virksomheder og butikker, der gennem årene har præget området, og om forandringen fra arbejderkvarter til hipt boligkvarter for masser af unge studerende.

Trøjborg før og nu - byvandring

Mødested:
Otte Ruds Gade 1 (ved gangtunnelen
til Riis Skov), Aarhus N.

Tre kirker i én

Tre kirker i én

På denne ”byvandring” behøver du ikke spekulere på, om du kan holde til at gå langt. Vi koncentrerer os nemlig om en enkelt destination i hjertet af Aarhus – Vor Frue Kirke. Overskriften henviser til, at vi faktisk har at gøre med tre kirker i ét og samme bygningskompleks.

Det har længe været kendt, at dominikanermunkene fra cirka 1240 og indtil Reformationen residerede her, og at de i tilknytning til deres kloster opførte to kirker: den store Vor Frue Kirke mod syd og den mindre klosterkirke mod nord.

Så sent som i 1955 opdagede man under gulvet i Vor Frue Kirke en gemt og glemt kryptkirke, som siden er blevet kendt som Nordens ældste hvælvede stenkirke. Kryptkirken var en del af en større kirke, Skt. Nicolai Kirke, der blev opført omkring 1060 – altså i slutningen af vikingetiden – som Aarhus’ første Domkirke.

Hør meget mere om Vor Frue Kirkes spændende historie, fornem de messende munkes skridt i klosterhaven, oplev den meditative stemning i Kryptkirken, og se Per Kirkebys smukke glasmosaikvindue, som kom til i forbindelse med en omfattende restaurering af Klosterkirken i 2000.

Hør også, hvad klosterets bygninger har været anvendt til, siden munkene for cirka 500 år siden måtte forlade dem, og hvem der bor der i dag.

Tre kirker i en - byvandring

Mødested:
Ved indgangen til Vor Frue Kirke,
Vor Frue Kirkeplads 3,
Aarhus C.

Sydhavnen før, nu og i fremtiden

Sydhavnen før, nu og i fremtiden

På denne byvandring sætter vi fokus på Sydhavnskvarterets historie og hører om alt det spændende, der netop nu sker i området.

Engang handlede det om at forsyne byen med gas og el. Da gasværket lukkede, og produktionen af el og varme flyttede til Studstrup, lå området i årevis mere eller mindre øde hen.

Men nyt liv opstod. Nu produceres der film (Filmbyen) og aviser (Jyllands-Posten),
og Danske Banks nye hovedkvarter er rykket ind – side om side med en blomstrende undergrund af musik, kunst og iværksætteri samt væresteder for socialt udsatte.

Der er store planer for området, og der bygges på livet løs.

  • Vil pengestærke projektmagere og erhvervsfolk, kunstnere, iværksættere og mennesker med misbrug og andre sociale problemer fortsat kunne eksistere
    sammen i området?
  • Hvad er der sket med byens gamle slagtehus, og hvordan ser fremtiden ud?
  • Laver de fortsat olie på “Oliemøllen”?
  • Hvornår kan man gå søndagstur på Kulbroen?

Få svar på nogle af de mange spørgsmål, og oplev en ny bydel i rivende udvikling.

Sydhavnen før og nu - byvandring

Mødested:
Ved hovedtrappen til Dokk1,
Hack Kampmanns Plads 2,
Aarhus C.

Skulpturer i byparken

Skulpturer i byparken

Aarhus har mange interessante skulpturer i byrummet. Har du lyst til at udforske skulpturerne i krydsfeltet mellem Musikhuset, ARoS og Rådhusparken, så tag med på denne byvandring, hvor vi også ser på skulpturer i Musikhuset.

Vi ser blandt andet Benjamin Gilberts Hvalikopter og snakker om Sculpture by the Sea (2009-2015). Disse udstillinger i det fri skabte øget opmærksomhed om skulpturer og deres udtryk, og aarhusianerne fik mulighed for at vælge deres favoritter.

Hvilken kunstner har mon lavet Vokseværk-skulpturen af drengen ved vandbassinet foran Musikhuset?

I museumsgaden på ARoS står Flora af Rory Macbeth. Mange mennesker spørger sig selv, om det mon er en levende gadekunstner. Hun får jo penge i sin kurv.

Rådhusparken har fire kvindeskulpturer af Kai Nielsen, Svend Ratsach, Einar Utzon Frank og Johannes C. Berg, som vi slutter af med.

Hvad er mon baggrunden for, at disse fire skulpturer i dag står i parken?

Skulpturer i Byparken - byvandring

Mødested:
Foran indgangen til Musikhuset Aarhus
(ved øgleskulpturen), Thomas Jensens Allé 2,
Aarhus C.

Rosenvænget – en skjult idyl i byens udkant

Rosenvænget – en skjult idyl i byens udkant

Tag med på opdagelse i villakvarteret bag ”Den Røde Havelåge” – det gemte og for mange ukendte Rosenvænget, Danmarks måske første ”haveby” og kandidat til bykulturprisen Årets Bernhardt i 2018.

Vejnavnene Irisvej, Blommevej, Nøddevej, Lindevej og Bøgevej signalerer ren idyl, og en tur rundt ad det uspolerede kvarters smukt svungne veje skuffer ikke.

Kvarteret med omkring 80 parceller opstod i 1896 som resultat af en udstykningsplan for en tidligere æbleplantage tilhørende Vibygård. I dag er kvarteret et af de mest attraktive og dyreste i Aarhus.

Se og hør om huset, hvor DBU havde sit jyske hovedkvarter, og om huset, hvor arkitekterne Erik Møller og Arne Jacobsen tegnede byens rådhus. Vi kommer også forbi “Det hvide hus”!

Vi slutter turen i Havreballe Skov på den anden side af Jyllands Allé, hvor vi hører om den zoologiske have, der engang lå over for Tivoli Friheden. Haven åbnede i trediverne, men måtte lukke i 1960 på grund af økonomiske problemer.

Rosenvænget - byvandring
Foto: Skjulte steder

Mødested:
Ved ”Den Røde Havelåge” på hjørnet af Jyllands Allé og Irisvej (ud for villa Rosehill), Viby J.

Kvinderne kommer – fra Karin til Mathilde

Kvinderne kommer – fra Karin til Mathilde

På denne byvandring sætter vi fokus på historien om en række markante kvinder, der har sat deres præg på Aarhus.

Tag med på en tur tilbage i historien fra nutidens Dokk1, hvor Karin Salling har sat markante spor på udsmykning og legepladser. Herfra går turen langs åen, gennem de små gader og til slutstedet ved det gamle rådhus bag Domkirken – nu KØN, hvor socialdemokraten Dagmar Pedersen mødte op til sit første byrådsmøde i 1909. Den lille plads bag museet – Mathilde Fibigers Have – er opkaldt efter Danmarks første ligestillingsforkæmper. 

Undervejs hører vi om mange andre aarhusianske kvinders historie – den religiøse forgrundsfigur, kunstneren, den erhvervsdrivende, politibetjenten, studenten, hushjælpen, den fattige kvinde, politikeren, plejehjemslederen, skoleinspektøren samt om Dansk Kvindesamfund m.m.

Som supplement til turen vil det være oplagt at besøge KØN.

Kvinderne kommer - byvandring

Mødested:
Ved hovedtrappen til Dokk1,
Hack Kampmanns Plads 2,
Aarhus C.

Kulturhistorisk vandretur i Riis Skov

Kulturhistorisk vandretur i Riis Skov

Riis Skov er Danmarks første offentlige skov og et spændende sted at besøge.

Vi går på skovstierne og langs skrænten ud mod kysten. Fra kystskrænten er der et godt kig til Aarhus Ø, Mols og Samsø.

Vi hører om skovens historie som brugs- og friluftsskov, ser de smukke gamle pavilloner og får indblik i deres betydning for aarhusianerne i det 19. og 20. århundrede.

Riis Skov gemmer også på fortællinger om ramsløg, røvere og royale, tyske soldater under Anden Verdenskrig, Aarhus Meteorstenen og Jomsvikingernes badeanstalt m.m.

Hvis vejret arter sig, tager vi en hyggepause (”skovkaffe”), så medbring gerne din egen termokaffe, saftevand eller lignende.

NB! Turen varer to timer inklusive en halv times ”skovkaffe.”

Kulturhistorisk vandretur i Riis Skov

Mødested:
Parkeringspladsen ved
Risskov Vandrehjem,
Marienlundsvej 10,
Risskov.

Frederiksbjerg – Da Aarhus rykkede mod syd

Frederiksbjerg – Da Aarhus rykkede mod syd

Da jernbanen og industrien kom til Aarhus i slutningen af 1800-tallet, var der ikke plads til de mange tilflyttere i det gamle Aarhus, og derved opstod den nye bydel Frederiksbjerg.

Inden for få år flyttede mange tusinde mennesker derud, og det resulterede i mange forskellige typer gader og boliger.

Heldigvis blev der hurtigt lavet en byplan, den første i Aarhus. Det betød, at selv her, mere end 100 år efter, er Frederiksbjerg stadig et interessant og attraktivt område, om end meget forskelligt fra dengang.

På vores vandring i området hører vi bl.a. om flere af de betydningsfulde aarhusianere, som var med til at sætte deres præg på bydelen.

Frederiksbjerg - da Aarhus rykkede. Byvandring

Mødested:
Foran indgangen til Århus Stiftstidende,
Banegårdspladsen 11,
Aarhus C.

Jeg vil gerne tilmelde mig AarhusGuidernes nyhedsbrev

Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet ved at sende en mail til aarhusguide@live.dk.

Dine kontaktinformationer bliver kun anvendt i forbindelse med udsendelse af nyhedsbrevet og slettes igen, så snart du afmelder det.

Vi opbevarer dine kontaktoplysninger forsvarligt, så de ikke kommer uvedkommende i hænde, jf. vores persondataregler.

Bestil en privat tur

Hvis du får en fejlmelding, så send en mail om dine turønsker til aarhusguide@live.dk